Pressen: Den fjerde statsmagt – fra nyhedsformidler til politisk faktor

-Det er ikke en nyhed. Det er heller ikke stor politisk analyse. Her er tale om refleksioner over en udvikling, der efter min opfattelse til tider kan være betænkelig, skriver fagrådsmedlem i Civita, Anne Birgitte Lundholt, i sin artikkel som er skrevet for Civitas nyhetsbrev.



 


Indlæg til CIVITA’s nyhedsbrev


Af Anne Birgitte Lundholt


 


Pressen: Den fjerde statsmagt – fra nyhedsformidler til politisk faktor


Det er ikke en nyhed. Det er heller ikke stor politisk analyse. Her er tale om refleksioner over en udvikling, der efter min opfattelse til tider kan være betænkelig.


I det klassiske demokrati er der en klar tredeling af magten. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Pressen har en flot opgave som kontrollant af alle tre magter. Men desværre sker det også nogle gange, at denne rolle udøves som om, der var tale om en selvbestaltet fjerde statsmagt.


Da jeg blev udnævnt til minister i 1989 var det kun 1 år siden, Danmark fik sin anden landsdækkende TV kanal. Konkurrencen var introduceret, også på nyhedsdækningen. Siden er det gået stærkt. Mange flere TV stationer. Internettet. Gratisaviser. Internationalisering også af nyhederne. I tiden op til 1988 så vi alle den samme TV-kanal. De samme nyhedsudsendelser. Og læste aviser, hvis politiske ståsted var kendte. Der blev også debatteret om pressens rolle. Specielt Danmarks Radio var ofte under beskydning for at være venstredrejet.


God, dybdeborende og dagsordenssættende journalistik har altid være en respekteret disciplin. Og en nødvendig ingrediens i et moderne demokrati. En fri og uafhængig presse er et uundværligt element i et levende samfund. Jeg har altid nydt god journalistik. Også når jeg ikke har været enig med den gennemgående holdning. Det gør ikke noget, at et nyhedsindslag er produceret udfra en holdning, blot man gør klart opmærksom på, hvilket udgangspunkt, der er benyttet.


Med Watergate som en skelsættende begivenhed har journalisterne også i højere og højere grad jagtet den gode og skelsættende afsløring. Det er godt, når der rent faktisk er tale om afdækning af en sag. De mere vellykkede af slagsen bliver til tider belønnet med højt respekterede journalistiske priser. I Danmark er det Cavling prisen, som er den mest efterstræbte.


Definitionen af kvalitet i journalistikken har imidlertid forskubbet sig. Den danske Cavling pris er blevet uddelt til journalister for historier, der siden har vist sig ikke at holde i virkeligheden. Eller uden at tage alle aspekter af sagerne med i afdækningen. Desværre ikke kun en gang. Ikke det nyeste eksempel, men det bedst afdækkede, er en sag vedrørende en behandlingsmetode i sygehusvæsenet.


Og den store konkurrence har, sammen med det morderne samfunds krav til hurtige skift, medført at sagerne bliver fremlagt i kortere og kortere glimt. De, der er gode til ”one-liners” står bedst i offentligheden. Interviewede personer får ofte kun lov til på en TV-skærm at sige, at ”noget er helt galt”, og hvis det er en politiker, at det må ministeren kaldes i samråd om. Medens journalisten lægger op til historien. Og alt for tit fulgt op med et interview af en kollega til journalisten. Altså en anden reporter.


Alt det er jo ikke altid galt. Det, der får mig til at reagere er nogle danske eksempler. Og det er kun de seneste. Det er jo ofte således, at bliver man ”dømt” i pressen (=af pressen), så er det en forside- eller tophistorie. Viser det sig siden, at historien ikke holder vand, ja, så er der ofte kun tale om en notits i marginen af side 10. I TV en hastig bemærkning i slutningen af en udsendelse, hvis man er blevet pålagt noget sådant.


En aktuel sag i Danmark er en ulykkelig adoptionssag, som endnu ikke er afsluttet. Den blev fremlagt i pressen på en sådan måde, at man som anstændigt menneske kun kunne have en opfattelse. Dette var for galt. Og her måtte man altså reagere og kræve en beslutning ændret. I en sen nyhedsudsendelse midt i forløbet stor pludselig en person frem, som faktisk vidste noget om sagen. Og havde fået lov til, pressens behandling in mente, at sige lidt mere om sagen. Meget mod normalen, hvor man ikke taler om konkrete sager. Her kom der argumenter frem, som rykkede min opfattelse. Pludselig fremstod sagen ikke helt så enkel mere! Det er jo et eksempel på en god presseetik, tænkte jeg. Men ak. Videre frem i sagen forsvandt denne nuancerede dækning igen. Og tilbage står den rene forargelsessag. Lad os håbe for barnet, at sagen får den rigtige udgang. Uagtet den folkestemning, der er rejst af pressen.


Lige sådan er det ofte pressen, der kan vælge, om en politiker skal have succes eller ej. Her er det jo godt, at pressen ofte har forskellige holdninger. Men ”bestemmer” pressen sig for, at en politiker er håbløs. Ja, så levnes vedkommende ikke mange muligheder for at bevise det modsatte. Tiden er forbi, da man samlede stemmerne gennem turneer rundt i landets forsamlingshuse. I dag er det medierne, der er vigtigst for en politiker. Og desværre ikke kun med standpunkter og holdninger. Nu er det en hel videnskab om ens hår, jakke, udseende generelt etc. er det helt rigtige. Og om man er god til at få sine budskaber til at passe ind i pressens set up. Og ikke modsat.


Og ligeledes er der en stor indflydelse fra pressen på, hvorvidt en politisk sag kan komme igennem eller ej. Det er selvfølgelig godt, at pressen belyser et lovforslags konsekvenser. Men uheldigt, hvis denne belysning bliver ensidig eller kampagnelignende. 


Når man har et grundigt kendskab til et område eller en sag, og ser den beskrevet i pressen, vi man ofte forundres over, hvor mange fejl, der er i fremstillingen. Samtidig er man let at få med i en forargelse over artiklen på næste side, hvor en sag, men ikke kender i forvejen, beskrives. Uden tanke på, om den fremstilling så holder vand.


Det burde man heller ikke skulle bekymre sig om. Ganske almindelig kildekritik burde være en fast bestanddel at en journalists arbejdsmetode. Og en vis grundighed, når der er tale om komplicerede sager, man ikke umiddelbart kender substansen af.


Men mit indtryk er, at hurtigheden og kravet om den gode historie ofte kommer før grundigheden og ansvarligheden over effekten og følgerne af en forkert historie.


Det kunne lyde som om, der ikke findes god journalistik. Det er heldigvis ikke tilfældet. Der findes megen god og faglig stærk journalistik. Men det ikke altid – med visse undtagelser, heldigvis – de historier, der trækker forsiden eller topoverskriften. Der er også gode eksempler på, at pressen har taget sin opgave som demokratiets vogter meget seriøst. Det skal roses.


Kort sagt er der efter min mening en klar tendens til, at den klassiske journalistopgave – nemlig at formidle og analysere nyheder, at afdække sager og at kontrollere politikere og andre med samfundsansvar, er blevet udvidet med nogle uheldige trends: ønsket om at være politiske medspillere i stedet for at være politikernes kontrollanter. Og i andre sammenhænge at få sagerne frem på et spinkelt grundlag, der kan sælge aviser/skaffe seere, på bekostning af det solide journalistiske håndværk.


Pressen er et meget vigtig element i et velfungerende demokrati. Det betyder også, at pressen har et ansvar. Også i relation til egen selvkritik.


Som sagt. Blot lidt refleksioner. Jeg er ikke den første, og heller ikke den sidste, der tager fat i den debat. Det lykkes ikke altid. Det skal og må jo ske gennem – pressen!


 


 


 


 


Støtt Civita

Civita er en liberal tankesmie som gjennom sitt arbeid skal bidra til økt forståelse og oppslutning om de verdiene som ligger til grunn for en fri økonomi, det sivile samfunn og styrket personlig ansvar. Civita er en ideell virksomhet. Vårt arbeid består av debattmøter, seminarer, publikasjoner, skolering og viktige innspill i samfunnsdebatten. Dette er gjort mulig ved hjelp av støtte fra private.

Ditt bidrag vil bidra til at Civita kan fortsette det viktige arbeidet med å formidle kunnskap og ideer som utvider rommet for politisk debatt.

GI DITT BIDRAG HER »